top of page
Søg
Forfatters billedeAnne Novak

Vrede

Vrede er for mange en lidt forbudt følelse. Vi ved ikke rigtig, hvad vi skal gøre med den og vores kultur har ikke så mange konstruktive outlets. Men vreden er en del af det menneskelige følelseskatalog. Så hvad gør du med din vrede? Tillader du dig overhovedet at mærke den? Råber du? Kaster du med ting? Lader du den sive ud mellem sidebenene? Lader du den sidde i dine spændte kæber? Rationaliserer dig "ud af den"? Drømmer du om løver eller andre vilddyr, der jagter dig om natten?


Vrede kan bruges som en drivkraft. Nogle gange, når jeg er ude at cykle, tænker jeg på en person, der har behandlet mig rigtig dårligt, - og så kan jeg love dig for, at jeg kommer hurtigt rundt om den sø! Måske du har en lignende erfaring, du kan tage med i bokseklubben eller ud på cyklen?


Nogle gange sætter jeg musik på, fx Rage against the Machine's 'Killing in the name' eller 'Bombtrack', danser vildt, brøler, bokser og sparker ud i luften (måske kan du se det for dig?! :-). Hvis man er bekymret for, hvad naboerne vil tænke, kan man skrige ned i en pude. Man kan banke sin sofa med en pude eller noget andet. Dette for at energien kan få lov at cirkulere i stedet for at stagnere i systemet.


Man kan også skrive et brev til rette vedkommende, som man IKKE skal sende, men hvor man bare kan give den fuld gas! Ikke censurere sig selv, men udtrykke alt det, der fylder i én.


Uanset om vi er opdraget som 'pæne piger' eller 'barske mænd', så rummer vi vrede og kraft. Uanset, om den er begravet i ordentlighed, fornuft og tilpassethed, så ligger den og ulmer, - og jo mere vi prøver at undertrykke den, jo mere vil den lede efter en vej ud. Nogle gange vender den sig indad og bliver til depressive tilstande og nedgørende tanker om os selv. Eller til kropslige spændinger og fysiske symptomer. Vi er bange for at skade andre med vreden og så skader vi os selv i stedet.


Vreden skal vi bruge til at mærke - og sætte vores grænser! Til at sige "Hertil og ikke længere!", "Stop!", "Hvad med dig, synes du ikke du selv har et ansvar for dine handlinger?", "Hvordan f..... kunne du gøre det?!" - eller hvad vi nu skal sige. Vi skal bruge den til at mærke, at vi fortjener at blive behandlet ordentligt af andre mennesker.


Når man så har danset, cyklet, bokset, hugget brænde eller kastet med noget tungt og måske har brugt sin stemme, kan man prøve at sætte sig ned og bare mærke al den utrolige kraftfulde energi, der pulserer rundt i kroppen. Slippe historierne om rigtigt og forkert og bare være med energien. Se om man kan rumme den. Eje den. Og så kan man i hvert fald mærke, at man lever (hvis man skulle være kommet i tvivl)...


Disse øvelser får ikke vreden til på magisk vis at blive forvandlet til fred, tilgivelse eller accept, men de gør dog, at vi får sat energien i bevægelse. At vi tager ansvar for, at den ikke sætter sig i os på en skadelig måde eller at vi kommer til at skade andre, ved at lade den gå ud over dem.

Ofte sker der jo det, at når vi ikke får afløb for vreden, hober den sig op og kommer så meget voldsomt ud, når vores børn ikke hører efter eller en person kører dumt i trafikken eller nogen springer os over i køen. Vores reaktion kan her blive voldsom, fordi at det ikke kun er vreden i situationen, men den opsparede vrede fra de sidste mange år, der kommer med ud.


Hvad gør dig vred? Hvordan mærkes vreden i din krop? Hvad gør du med vreden?


Jeg håber du med dette indlæg måske har fået inspiration til nye måder at 'danse' med vreden på eller måske en lidt større accept af den kraftfulde følelse.






14 visninger0 kommentarer

Comments


bottom of page