Synes du ofte, at andre er pænere, tyndere, klogere, stærkere, bedre eller sjovere end dig og nogle gange, at du er selv er bedre end andre? Og ikke engang dét føles godt, for så får du dårlig samvittighed over at ophøje dig selv og nedgøre andre. Du mærker måske også smerten ved at lave afstand til andre, hvilket du inderst inde ikke ønsker.
Hvis pendulet svinger i den ene retning, så svinger det også i den anden, forstået på den måde, at hvis vi føler mindreværd, så føler vi også merværd i en anden situation. Måske er merværdet mere skjult, men det er der. Det kan også være, at vi faktisk går rundt og er meget i kontakt med merværd og føler vi selv er vældigt “højt på strå”. Der er det så bare godt at vide, at du formentlig har et skjult mindreværd.
Vi skal ind i midten, ind i balancen. Vi skal ind og mærke, at vi er ligeværdige. Hverken værre eller bedre. Vi har alle gode sider og styrker og vi har alle ubalancer og svage punkter.
Vi har i øvrigt alle hver vores medfødte og smukke kvaliteter. Vi behøver ikke at kæmpe, præstere eller ophøje os, for at de kommer ud. Vi skal snarere slappe af og synke ind og ned i os selv…Jo mere, vi slapper af og jo mere, vi åbner os for vores kvaliteter, jo mere kommer de frem. Hvad er det for kvaliteter?, tænker du måske. Hvordan får man kontakt med dem?
Tænk på, hvordan du var som barn! Inden det måske ‘gik galt’ og du begyndte at føle, at du ikke slog til og måtte lave om på dig selv for at blive accepteret. Måske var du glad, sjov, fredfyldt, fokuseret, rolig, omsorgsfuld, en god ven, beskyttende, vågen, klog, direkte, åben, ærlig, eftertænksom, nysgerrig, legesyg, eventyrlysten, god til at bevæge dig, god til at motivere andre, god med ord, god til at finde på, modig, virkelig "din egen", god til at opfinde eller bygge ting, glad for at læse, glad for naturen, for at synge, danse, tegne, spille musik eller noget helt femte?
Du kan også mærke ind i, hvad du har på hjerte som menneske. Hvad føler du er vigtigt her i verden, hvad vil du gerne give til verden eller til andre? Det vil også pege dig i retning af dine kvaliteter. Måske du overser dem, tænker ‘det er da ikke noget særligt’. Men det er det! Og hvis du mærkede det i en anden, vil du sikkert godt kunne mærke at "wow, det der er virkelig dejligt! Han/hun har en skøn humor/ro/glæde/oprigtighed/uskyld/finhed/kraftfuldhed". Du kan prøve at sidde lidt og mærke på dine kvaliteter og på den måde vokser din kontakt med - og værdsættelse af dem. Hvis du er helt blank, kan du spørge dine venner eller familiemedlemmer, om de vil sætte nogle ord på, hvad de godt kan lide ved dig eller synes kendetegner dig. Måske kan du spørge, hvordan du var som barn, hvis du ikke selv kan huske det.
Hvis du går og sammenligner dig med andre, er du med i en stor klub, for det er meget almindeligt. Men faktisk kan det være ganske smertefuldt, selvom vi ikke altid tænker så meget over det. På en måde ligger der jo en afstandtagen, både til én selv og til de andre, når vi gør sådan. Bare det, at vi skal vurdere i stedet for at være i kontakt med hinanden. Vi træder ud af os selv og betragter, i stedet for at være indeni og mærke og møde og glædes over såvel vores fælleshed som vores forskellighed. Og jeg tror, at vi alle dybest set ønsker kærlighed og fællesskab med andre. I sammenligningerne ligger et konkurrencemoment, som vi måske slet ikke ønsker. Det er vel ikke en konkurrence? Vi er vel alle berettigede til at være her, skulle man synes. Men hvorfor gør vi det så hele tiden?
Biologisk set, kan man sige, at vi HAR i tidernes morgen skulle kæmpe med hinanden om at være den stærkeste/dygtigste og den mest attraktive, som kunne få den bedste mage, og dermed kunne videreføre slægten. Og de mekanismer sidder formentlig i os, dybt i vores biologi og hjerner. Ligesom andre pattedyr også gør det. Vi har sammenlignet os med de andre ‘hunner’ og ‘hanner’, for at afgøre, hvilken chance, vi havde for at vinde kapløbet. Vi har oplevet jalousi og backstabbing m.m. i kampen for at vinde løbet. I nogle tilfælde har det måske ikke ‘blot’ handlet om videreførelsen af vores gener, men vi har også risikeret at blive udstødt af stammen, hvilket ofte var lig med døden. Vi havde brug for at være “med”, inde i varmen og for at være det, har vi sikkert kigget på de andre og sammenlignet os for at finde ud af “hvor ligger jeg henne?”, “er jeg okay”, “er der nogen, der er ude efter mig?”, “kan jeg få en forlomme et sted?”, “kan jeg føle mig sikker?”. Det er helt instinktivt at gøre sådan. Vi skal ikke dømme vores instinkter. Men vi skal være bevidst om dem, så de ikke får lov at styre os og løbe om hjørner med os.
Så det er vores biologi, som gør, at sammenligningerne igen og igen popper op i os. Godt støttet af vores præstationskultur. Også selvom vi måske synes, at vi burde være mere modne end som så. Også selvom vi ønsker samhørighed, fællesskab og egentlig tænker at ‘alle er berettigede og okay’.
Måske forståelsen af det biologiske perspektiv kan hjælpe dig til at droppe noget af skammen over det. Til at tage lidt mere let på det og tænke “nåh, det er bare min indre hulemand eller -kvinde, der lige stikker hovedet frem her”. Måske kan du sige til din indre hulemand/kvinde: “bare rolig min ven, du er ikke i livsfare længere!”. Og den bedste måde at finde en partner på, hvis det er det, din hulemand/kvinde er ude efter, er faktisk ved at være dig selv mest muligt, så du kan tiltrække en, du passer sammen med. Med 'vær dig selv' mener jeg: Vær ærlig omkring hvad du føler og tænker og hvad dine behov og værdier er.
I forhold til at finde eller beholde en partner, hvilket er noget, der fylder meget i de fleste menneskers liv og et område, hvor vi også let kan komme ind i en følelse af at skulle præstere og igen lande i "sammenligningernes land". Hvis du føler, at du skal kæmpe for at tiltrække en person og lave om på dig selv, så er vedkommende nok ikke den rigtige for dig.
Tro mig, - hvis du skal lade som om du er en anden, hvis du 'faker det', så bliver det forhold ikke godt! Vær dig selv, så meget som du overhovedet kan! Så vil du tiltrække en person, der værdsætter dig for den, du er. Og det er meget sjovere og dejligere at være sammen med en person, som du kan være dig selv sammen med. Så kan du også være tryg, vel vidende, at vedkommende er sammen med dig, fordi han/hun virkelig holder af dig. Du er ikke tjent med at være sammen med en, der ikke holder af dig, som du dybest set er, eller som har valgt dig pga overfladiske parametre eller bekvemmelighed. Ydre skønhed er attråværdigt, ingen tvivl om det, men det er aldrig nok til at fastholde en partner alligevel og vi ældes allesammen og mister vores fysiske fortrin. Og vil du helst selv være sammen med en person, som ser godt ud, men som du ikke har det godt sammen med eller vil du helst være sammen med en person, som er virkelig dejlig, sjov, charmerende, sexet, osv., men som måske ikke lige ville vinde Mr. Universe-konkurrencen…? Eller som du bare passer virkelig godt sammen med og hvor I begge kan være jer selv? Vores tiltrækningskraft sidder faktisk ikke så meget i det ydre, det er i højere grad vores energi, der er tiltrækkende. Jo mere vi elsker og accepterer os selv, jo mere vi slapper af, jo mere kan vores energi og medfødte kvaliteter få lov at stråle ud af os. Jo mere mærkbare bliver vi. Det er som regel rigtig dejligt, når nogen er til at mærke, både for vedkommende selv og for andre.
Jeg ved godt, at hvis du er virkelig ramt af mindreværd, så kan du ikke nødvendigvis bruge de ovenstående ting til noget. Så er det svært at tage de mere fornuftsprægede argumenter ind. Det er bare så hårdt at føle, at man ikke er okay og at sammenligningen hele tiden falder ud til de andres fordel!
Vi kigger jo sjovt nok altid efter dem, der netop har større muskler, større bryster, er slankere, får bedre karakterer, har mere lækkert hår, har “pige-tække” eller whatever, når vi skal sammenligne os. Vi sætter os selv op til at tabe 'kampen'. Og så rammer vi tristheden, håbløsheden og forkertheden igen og igen.
Der vil jeg råde dig til at møde dig selv kærligt. Acceptere hvordan det er for dig lige nu. Mærke følelsen af usikkerhed og utilstrækkelighed og møde den, som du ville møde et barn, du holdt rigtig meget af. Lægge hænderne på hjertet og maven eller give dig selv en krammer (det kan man faktisk godt). Sidde og “holde dig selv" og dine følelser blidt. Vid at du ikke er alene om at have de følelser. Den eneste grund til, at du tror, du er alene, er fordi vi alle sammen render rundt og prøver at skjule, hvordan vi har det. Skjule vores usikkerhed. Måske er der nogen, der føler sig meget sikre på deres udseende, men så er de måske bange for, at de ikke er særligt interessante som mennesker. Det er meget menneskeligt og almindeligt at føle, at man ikke er god nok. Og det, at du har følelsen af ikke at være god nok og det at du har negative tanker om dig selv, er ikke det samme som at følelserne og tankerne er sande. At de andre er bedre end dig på nogen måde. Vi er alle skabt forskelligt. Vi er unikke og vi er alle helt okay, som vi er.
Jeg ved, at du ikke er alene. Jeg ved det, fordi jeg selv kender til det og jeg ved det, fordi folk kommer til mig og fortæller om det her.
Jeg tror, at hvis vi er her, inkarneret på jorden, så er der en mening med, at vi skal være her, som lige præcis dem, vi er. Vi skal ikke være her, for at prøve at være en anden. Det ville ikke give mening. Vi skal være her, fordi lige præcis den vi er, er et vigtigt ‘bidrag’ til verden. Derfor skal vi udtrykke netop vores essens, vores unikke udtryk og perspektiv, som kun vi kan udtrykke.
Prøv at være nysgerrig på, hvad du er interesseret i og kan lide at lave. Hvad kunne du tænke dig at lære eller at blive bedre til. Ikke fordi du skal konkurrere med nogen, men bare fordi det giver dig glæde? Lav noget kreativt, lav noget unyttigt. Eller noget nyttigt, hvis det gør dig glad! Gør sådan nogle ting, som du kan lide og gør dem med det fokus, at det skal være rart, ikke at du skal præstere i det. Vi lever i en meget præstationsorienteret kultur. Vi har hele tiden travlt med at forbedre og dygtiggøre os og vi skal skynde os gennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet. Hold kæft, hvor er det anstrengende!
Vores kultur er også rigtig slem (som i rigtig, rigtig slem) til at fokusere på det ydre og portrættere mennesker som fysisk perfekte (enten fordi de har fået operationer, indsprøjtninger eller bare er photoshoppede) og det gør desværre, at det er meget nemt, at føle sig helt forkert. Tag i svømmehallen eller til vinterbadning - her vil du opdage, hvor forskelligt mennesker - rigtige mennesker, som ikke er kunstigt manipulerede - ser ud. Hvad kan du ellers gøre, hvis du føler dig forkert og forkertheden er meget knyttet til den måde, du ser ud på?
Brug din krop på måder, som er dejlige for dig. Ikke kun til at være den bedste i en eller anden sport eller 'forme' din krop i en bestemt form, så du kan føle dig okay. Gør noget med kroppen, som er sjovt og rart.
Få massage, healing eller anden behandling, som kan hjælpe dig til at mærke din krop indefra. Mærke hvor dejligt det er at have en krop. Uanset hvordan den ser ud. Giv dig helt hen til bare at mærke fornemmelsen af at være i en krop, nydelsen, sansningerne. Det kan godt være en proces at komme dertil, hvis der er meget kropslig skam, men det er en god vej frem. Find en rigtig god behandler, som du føler dig tryg hos.
Opsøg en psykolog eller terapeut, hvis følelser og tanker om at være forkert fylder rigtig meget i dig. Nogle gange har vi brug for at blive set og mødt af et andet menneske, som kan holde og rumme os i det svære. Vi har brug for at mærke accepten fra vedkommende, for at kunne føle den for os selv. Vi har brug for at sige ting højt i et kærligt rum, for at skammen slipper sit jerngreb om os.
Hvis du har brug for at snakke med nogen om disse ting, er du velkommen til behandling hos mig, enten fysisk eller online!
Hvis spirerne i min vindueskarm (som er plantet samtidigt) sammenlignede sig med hinanden, så ved jeg godt, hvem der ville føle sig 'ikke god nok' og hvem der måske ville døje lidt med noget merværd :-) Men det gør de heldigvis ikke. De vokser i hvert deres eget tempo, fri for præstationspres. Håber jeg...