top of page
Søg
  • Forfatters billedeAnne Novak

Overvejer du at gå til psykolog?

Opdateret: 15. dec. 2022

Mange mennesker tager tilløb i noget tid, før de opsøger en psykolog. Det kan føles grænseoverskridende at skulle dele sine private følelser og tanker med en fremmed. I dette indlæg vil jeg prøve at besvare nogle af de spørgsmål, du måtte have i forhold til det at starte hos en psykolog.

Sådan ser mit samtalerum ud. Her er fred og ro og udsigt til træer.

Hvad hvis jeg ikke kan sætte ord på? Det er helt normalt at føle, at det er svært at formulere sig omkring det, man ønsker hjælp til. At formulere sig kræver et vist overblik og nogle gange en vis distance. Det har vi ofte ikke, når vi står midt i noget svært. Det er på ingen måde et problem, når du kommer hos mig. Det er helt ok at sige "jeg har det ikke godt, men jeg har svært ved at fortælle hvorfor". Det er et fint udgangspunkt for et forløb. Jeg er uddannet til at hjælpe dig med at finde ordene, billederne, fornemmelserne i kroppen, osv., der er med til at åbne "emnet" op for dig og skabe mere klarhed og indsigt i, hvad der er svært og hvad du har brug for. I det er processen allerede i gang, du er i gang med at arbejde med din problematik ved at finde ord og mærke efter, forholde dig til dig selv. Det kan være en stor hjælp at kunne gøre dette sammen med et menneske, som man ikke er relateret til personligt og på den måde føler man skal tage hensyn til. En person, som kan skabe et trygt og accepterende rum, og som kan give nogle indspark, man ikke selv var kommet på.


Hvad hvis jeg kommer til at græde? Det er bare helt okay, hvis der kommer følelser op, når du er hos mig. Det er mere end velkomment. Det viser bare at du har adgang til dine følelser og kontakt med det, der er vanskeligt og det er faktisk en stor hjælp i forhold til at tingene kan få lov at bevæge sig.


Er mine problemer for små? Mange mennesker er bange for, at det de kommer med, ikke er alvorligt nok. Så snart noget opleves problematisk for dig, så er det alvorligt nok. Det giver ikke mening at sammenligne sin situation og sine vanskeligheder med andres. Det er både godt for dig og andre, at du tager dig af det, der skaber problemer i dit liv.


Bliver psykologen chokeret over det, jeg fortæller? Vil psykologen dømme mig? Jeg kan sige så meget, at jeg endnu ikke er faldet ned af stolen og jeg har hørt en del gennem årene. Mange af de ting, vi føler er skamfulde eller forkerte, er faktisk helt almindelige, og det finder vi først ud af, når vi tør sige dem højt til et andet menneske. Jeg dømmer ikke mennesker, jeg gør alt hvad jeg kan for at møde og forstå dem. Oftest er der en god forklaring på, hvorfor mennesker gør som de gør og har det, som de har det, - hvis bare man interesserer sig for, hvad der er gået forud.


Hvad hvis kemien ikke er god og jeg ikke føler mig tryg/på rette hylde? Det er vigtigt at finde en psykolog, der passer til dig. Det er en god idé at orientere dig på psykologens hjemmeside, - hvad skriver vedkommende, hvordan ser personen på billedet ud? Det kan også være en god idé at ringe psykologen op og få en kort snak, prøve at fornemme, hvordan du får det, når du taler med vedkommende. Og så kan det være nødvendigt at møde op til den første samtale og mærke, hvordan det føles at sidde i rummet sammen og om du føler dig mødt og kan "svinge med" den måde, psykologen arbejder på. Nogle gange skal der en eller to samtaler til, før du er sikker. Det er helt ok at takke nej, hvis du føler, at det ikke er det rigtige match.


Hvor længe skal jeg gå til psykolog? Det er meget individuelt og afhænger af din problematik, hvor klar du er til at arbejde med tingene og hvad der i øvrigt foregår i dit liv sideløbende med forløbet. Nogle kommer til mellem 1 og 3 afklarende samtaler og kan så arbejde videre selv derfra. Andre går i flere år, oftest med større og større mellemrum mellem samtalerne. Ikke fordi de ikke har fået det bedre, men fordi de måske opdager, at det er en god støtte at have et trygt rum til at vende tingene i med en person, som kender ens vanskeligheder og ressourcer rigtig godt. De fleste går til mellem 5-20 samtaler. Fra min side, er der ingen øvre grænse for hvor længe, du må gå. Lige så længe, du føler du har brug for eller gavn af det. Hvis din arbejdsplads eller dit forsikringsselskab betaler, kan der være en ramme, der begrænser antallet af samtaler, som de vil finansiere.


Hvad får jeg ud af et forløb? Det afhænger af flere ting. Bl.a. hvad du ønsker at arbejde med, hvor parat du er til at gå ind i arbejdet, hvad der i øvrigt opstår i mødet mellem dig og din psykolog, og også psykologens evne til at afkode og hjælpe dig. I starten af dit forløb taler vi om, hvad du ønsker at få ud af forløbet og følger også op på det undervejs. Jeg får løbende tilbagemeldinger fra de mennesker, der går hos mig. Mange siger, at de er blevet bedre til at mærke sig selv, har fået større accept af sig selv, har følt sig godt mødt, forstået og støttet, har fået nye perspektiver på tingene, som har gjort dem i stand til at handle anderledes, at blevet mere nærværende, bedre til at sætte grænser, udtrykke sig, har fået mere ro, er kommet mere i kontakt med deres følelser og er bedre i stand til at tage vare på deres behov. Min største ønske som psykolog er at hjælpe mennesker med at få en dybere og mere kærlig kontakt med sig selv (og dermed også med andre). Det oplever jeg som noget af det mest betydningsfulde, der kan ske for et menneske.


Hvordan tager jeg kontakt og hvad sker der efterfølgende? Du kan kontakte mig via mail eller telefon (opkald eller sms). Du er velkommen til at fortælle lidt om, hvad du ønsker hjælp til, men det er ikke et krav. Dernæst aftaler vi en tid. Jeg bestræber mig på at svare så hurtigt som muligt og du kan som regel komme til en samtale inden for en uge, hvis du er fleksibel med tidspunkterne. Ved den første samtale taler vi om, hvordan din situation er, hvad du gerne vil arbejde med og jeg giver et bud på, hvordan vi kan arbejde med det i terapien. Som regel laver vi en aftale den følgende uge, hvis muligt, for at komme godt i gang med forløbet. Efterfølgende kan vi forlænge tiden mellem samtalerne, så det føles rigtigt for dig. Det er en god idé at have lidt tid til at fordøje og arbejde med tingene hjemme. På den anden side, skal der ikke gå for lang tid, for så kan man godt glemme "det nye, man er i gang med at sætte i verden". Hvis du har det rigtig skidt og har brug for meget støtte eller bare har tiden og lysten til at arbejde mere intensivt, kan du fint komme en gang om ugen.


Hvordan med betalingen? Du betaler umiddelbart efter hver samtale, enten kontant eller via mobilepay eller kontooverførsel. Jeg har ikke overenskomst med sygesikringen, så jeg tager ikke i mod henvisninger som sådan. Dog har jeg valgt at give rabat, hvis du har en henvisning. Læs mere om dette på min hjemmeside.


Er du stadig i tvivl?

Kontakt mig gerne, hvis du har spørgsmål til et eventuelt forløb eller andet. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig videre! Og kom endelig gerne med kommentarer herunder, hvis du har andre spørgsmål eller overvejelser relateret til emnet!


451 visninger0 kommentarer
bottom of page