Hvad er healing og hvorfor nu det?! Healing er blid og nærværende berøring, som du modtager liggende på en briks eller evt. siddende. Du vil typisk modtage healing i slutningen af din session, efter samtalen. Det kan være en fin måde at fordøje og integrere det, vi har haft oppe i terapien. En hjælp til at lande godt i dig selv inden du skal "ud i verden igen".
Healing aktiverer dine selvhelbredende kræfter og bringer dig i dybere kontakt med dig selv. Mange føler sig meget afslappede bagefter. Nogle oplever væren, fred, glæde, opfyldthed. Nogle beretter om lettelse af fysiske eller psykiske symptomer. Andre mærker at ubehag eller følelser, de ikke bryder sig om at mærke, kommer op. Som regel er det fordi der sker en forløsning og det bedste, man kan gøre er, blot at være med følelserne og fornemmelserne, indtil de forsvinder igen.
Jeg tager løbende kurser i healing og meditation ved Helen Gamborg. Helen formidler den healing, hun har lært ved Bob Moore, en irsk healer, som levede mange år i Danmark. Derudover er jeg uddannet i energetisk berøring, som en del af massageterapeutuddannelsen på Nordlys centret i Silkeborg.
Jeg tilbyder healing som et supplement til samtaler, fordi jeg selv har rigtig god erfaring med den kombination. Det at lande i kroppen og få adgang til de ressourcer, der bor her, er fra mit perspektiv uvurderligt. At få kontakt med den indre helhed, som de fleste af os typisk mister kontakten til gennem vores opvækst og som vi yderligere kommer væk fra i en kultur, som er meget mental. Dertil kommer skærmbrug, travlhed, m.m., der også bringer os meget ud af kroppen og nærværet. Jeg oplever det selv som at "komme hjem", når jeg rigtig lander i min krop. Der er en enkelhed og en ubekymrethed, som er fantastisk. Den oplevelse vil jeg gerne give videre til andre.
Som behandler er det også utrolig rart at kunne kommunikere af en anden kanal end "snakke-kanalen". Den enkelthed og det nærvær, jeg kommer ind i, når jeg giver healing, sætter jeg stor pris på. Her kan jeg formidle noget, som ikke kan siges med ord. Det er nært beslægtet med meditation, som også er en af mine store interesser. Jeg har været optaget af yoga, healing, meditation og forskellige former for nærværstræning siden jeg var ung. Det er en stor del af mit liv og det er en glæde for mig, at i større og større grad at integrere det i mit arbejde.
Hvordan foregår det? Du kommer op på min briks, som står klar i lokalet. Eller sidder på stol, hvis du fortrækker det. Du har tøj på under behandlingen. Efter vi begge har indstillet os på behandlingen, lægger jeg hænderne forskellige steder på din krop og udenfor din krop. Når jeg ikke berører på den fysiske krop, arbejder jeg i auraen, energifeltet rundt om kroppen, hvilket ofte vil bevirke en dybere afspænding og behagelig følelse af udvidelse. Jeg berører under healingen bl.a. chakraer, energipunkter, m.m. Berøringen er blid. Hvis der er noget, du har brug for at sætte ord på undervejs, gør du det og ellers foregår behandlingen i stilhed. Når jeg er færdig, får du lov at ligge lidt på briksen og mærke effekten.
Efterfølgende en behandling kan der komme følelser eller erindringer op og det er godt at være lidt ekstra nænsom med sig selv. Healingen kan vare fra 10-30 minutter alt i alt.
Jeg anbefaler at man bestiller en session på en time og et kvarter, hvis man ønsker healing, men hvis vi har talt sammen tidligere, er det også muligt at integrere det i en behandling på 50 minutter.
Yorumlar