Min vidunderlige lærer i meditation, healing og livskundskab, Helen Gamborg, har i sin undervisning engang brugt en lignelse om æbletræer og pæretræer. Hun sagde noget i retning af, at hvis du er et pæretræ, så kommer du aldrig til at blive et æbletræ. Måske du synes æbletræet er helt fantastisk og du vil så gerne være et æbletræ og bære de smukke æbler...du er så fokuseret på æbletræets kvaliteter og på at prøve at blive et æbletræ, at du slet ikke ser, hvor vidunderligt pæretræet også er og hvor velsmagende frugter, det har. I din bog er pæretræet irrelevant, fordi det ikke er et æbletræ. Dette er en stor sorg. At vende sig bort fra den, man er og at prøve at være en anden. Et umuligt projekt, som er dømt til at mislykkes. Du kan jo bruge hele livet på at prøve at blive et æbletræ, men du vil aldrig lykkes med det, fordi du er et pæretræ.
Den historie ramte mig, for jeg har i mange, mange år følt mig forkert og ønsket, at jeg var anderledes. Jeg har knoklet for at prøve at blive "rigtig" og mere "som de andre". Jeg har ikke kunnet se mine egne kvaliteter, fordi det larmede så meget, at jeg følte mig forkert.
Nogle af de gode ting ved at blive ældre er, at jeg efterhånden kender mig selv. At jeg begynder at holde mere af mig selv, som jeg er. Jeg forstår, at jeg ikke skal være som de andre. Jeg skal være mig! Jeg forstår, at jeg har visse behov og at jo før, jeg lærer at tage vare på dem, jo før kan jeg få et godt liv. Et liv i balance. Og jo mere jeg ser og værdsætter mine egne kvaliteter, jo mere kan jeg bringe dem i spil til gavn for verden.
Jeg ved nu, at hvis jeg fryser, så fryser jeg. Også selv om de 10 mennesker, der sidder rundt om mig, IKKE fryser. Jeg ved, at jeg ikke behøver tage en jordomrejse for at have haft et godt liv og at jeg ikke behøver tage på Roskilde festival hver sommer for at have en berettigelse som menneske. Men det vidste jeg ikke, da jeg var ung og yngre. Jeg ved også, at hvis jeg bliver ramt af akut “depression” eller irritation, så skal jeg altid lige tage stilling til, om jeg egentlig er meget træt - eller meget sulten (eller begge dele) - for hvis jeg er det, så er det bedre at sige “den problematik kan vi lige genbesøge i morgen, lige nu er du bare træt og har brug for at sove og i morgen ser alting bedre ud!”. Det har sparet mig for mange unødige rundgange i et ellers noget sortsynet og bekymret tankeunivers.
Min mor gennemskuede allerede dette, da jeg var barn (at jeg er sensitiv overfor træthed og sult) og nævnte det faktisk for min tilkommende, da jeg skulle giftes at 'hvis jeg blev sur, skulle han lige tjekke, om jeg måske havde brug for mad eller søvn'. Jeg er egentlig meget glad af natur og også eventyrlysten og (i nogen grad) udadvendt, når jeg er tryg, men glæden kan hurtigt forsvinde, hvis jeg ikke har det godt fysisk. Hvis jeg er overstimuleret.
Faktisk tror jeg, at det for mig ofte handler om netop at være overstimuleret (overvældet) og det kan man let blive, når man er sensitiv. Som sensitiv opfanger man rigtig mange ting og man tager dem dybere ind end dem, som ikke er nær så sensitive. Mange mennesker, høje lyde eller kraftige lugte, - ja, mange stimuli i det hele taget, overvælder derfor nervesystemet og slår dig ud af kurs. Det at være sulten eller meget træt opleves også som en form for kraftig stimuli, et kraftigt ubehag. Og når man er træt, kan man endnu mindre overskue alting. Jeg lever ikke op til nogen af de krav, der stilles i jobannoncer om at være omstillingsparat, robust, god til stressede situationer, osv. Til gengæld har jeg en stor indre styrke, målt på nogle andre parametre.
Det har været meget udfordrende for mig at blive mor og bl.a. få frarøvet min søvn i mange år i træk, da mine børn, især min førstefødte, havde rigtig svært ved at sove. Vi brugte timevis på at få ham til at falde i søvn. Det var ren tortur. Særligt når han så vågnede igen efter kort tid (Ord kan ikke beskrive de følelser, der strømmede gennem kroppen af frustration, desperation, vrede og afmagt!). Jeg er IKKE god, når jeg er træt! Det bringer virkelig det værste frem i mig (og sådan tror jeg i øvrigt det er for mange mennesker). Og så får man så dårlig samvittighed og skam over at være denne “værste version” af sig selv. Overfor sin partner og sine børn, som man bare ønsker at være den bedste overfor. Det er en ond cirkel, som jeg ikke ønsker for nogen. Gud ske tak og lov sover mine børn godt i dag! Og det gør jeg også, for det meste. Men det tog faktisk år, efter de var begyndt at sove godt, før jeg også sov godt igen. Mit nervesystem har været SÅ flosset!
Man kan mene, hvad man vil om diagnoser og mærkater. Jeg er selv gået fra at være meget kritisk overfor diagnoser og labels til at mene, at det er særdeles relevant for at kunne møde og behandle dem, som er anderledes end flertallet, på en passende måde. Så mennesker netop ikke bliver misforstået og får en følelse af ikke at slå til. For man kan godt selv mærke det, hvis man er anderledes. Og det er superhårdt at skulle prøve at leve op til ting, man ikke magter.
Jeg har været glad for at læse om sensitivitet og forstå, at jeg ikke er alene med dette træk. Sensitive mennesker råber typisk ikke så højt om, hvordan de har det og hvad deres behov er, - og derfor kan man godt komme til at føle sig alene. De ekstroverte råber tit højere og det er også ofte dem, der arrangerer, hvordan ting skal foregå. Derfor bliver det ofte på de ekstrovertes præmisser (det skal her lige indskydes at ekstroverte også godt kan være sensitive, men at det nok oftere er introverte, som er det). For at kunne forstå os selv, er vi nødt til at have ord, at have et sprog for det, vi oplever. At læse om forskellen på introverte og ekstroverte samt om særlig sensitivitet, har for mig derfor været en vigtig brik til at forstå mine egne reaktioner og behov og at kunne tage vare på dem. Tidligere har jeg ikke tillagt det værdi eller syntes det var reelt og jeg er, som mange andre sensitive, blevet kaldt for “sart”, “overfølsom”, “besværlig”, “kedelig”, “hysterisk”, m.m.
Kulturen, vi lever i, er ikke skabt til sensitive eller introverte mennesker og man kan let komme til at føle sig forkert. Fordi andre har mødt mig sådan, har jeg også mødt mig selv sådan. Jeg har “shamet” mig selv ("det burde du kunne klare", "du kan da ikke gå hjem nu, hvad vil folk ikke tænke!", osv.), jeg har ignoreret mig selv, mine følelser, oplevelser og behov. Nu prøver jeg at møde mig selv med den forståelse, som jeg så ofte har savnet fra andre, fordi jeg følte mig - og nok også var (!) anderledes end flertallet. Fordi jeg tit blev misforstået. I dag ser jeg det - udover at det stadig på mange måder er noget bøvl at være så sensitiv - som en kæmpe kvalitet, som jeg ved, at mange mennesker omkring mig har stor gavn af. Fordi jeg opfanger så mange ting, er jeg god til at mærke andre og (når det lykkes mig) at møde dem, så de føler sig set og følt. Mine venner, mine børn, mine klienter, mig selv. Jeg føler, at mit liv er meget rigt, fordi jeg sanser og føler så dybt og lægger mærke til mange detaljer, fx i naturen.
Hvis jeg ikke forstår og anerkender mig selv, som jeg er, hvordan skal andre så kunne møde mig? Det, at jeg ikke stod ved mig selv og mine behov, betød, at jeg ikke fik reguleret mit nervesystem, hvilket betød, at jeg fik det dårligere og dårligere.
Grunden til, at jeg ikke stod ved mig selv var, at jeg (af forskellige grunde) ikke har fået en følelse fra barnsben af, at jeg er god nok, som jeg er. At jeg har båret på meget skam og forkerthedsfølelse. Meget forvirring. At jeg har taget ansvar for mange ting, som ikke var mit ansvar, følt skyld for mange ting, som ikke var min skyld. Hvis man grundlæggende tror, at man er forkert, føles det ikke naturligt at udtrykke sine behov eller endsige at interessere sig for dem. Det føles mere 'naturligt' at prøve at være ligesom de andre, at skjule sine sande følelser, at holde sit udtryk tilbage. At overskride sine egne grænser og at lade andre overskride dem. At lade som om man er et æbletræ. At lide i stilhed og tiltagende forvirring og lavt selvværd.
I dag kender jeg i langt højere grad mine behov og jeg ved, at de er okay eller i hvert fald, at jeg får det utrolig godt, når jeg tager vare på dem. At jeg derfor bliver "den bedste version af mig selv". Og når jeg har en dårlig dag, en svær uge eller et hårdt år, så er jeg langt mere kærlig overfor mig selv.
Fx ved jeg nu, at jeg har brug for alenetid (næsten lige så meget, som jeg har brug for ilt og tid i naturen), at æstetik er vigtigt for mig (derfor kan jeg stadig godt være et rodehoved), at jeg bliver meget påvirket af stemninger og andres følelser og hader, når der er ufred eller uvirkelighed og “vi ikke kan tale om det”. Og det er ikke fordi jeg er forkert eller for meget. Men fordi jeg er sensitiv og fordi det betyder meget for mig med de ting. Det er vigtigt. Jeg er et meget kærligt menneske, men jeg kan blive MEGET vred, når jeg (eller dem, jeg elsker) ikke bliver behandlet med omsorg og respekt og når noget er uretfærdigt. Jeg har brug for kærlighed, kontakt og dybde i mine relationer, lige så meget som fisk har brug for vand. Jeg elsker at udveksle med andre. Åbenhed og ærlighed. Hvis der ikke er kontakt, dør jeg indeni. Så giver det ikke mening for mig. Så vil jeg hellere være alene. Jeg kan godt lide mit eget selskab. Jeg har brug for spiritualitet og at forbinde mig med min egen dybde dagligt. Jeg har brug for, at mit arbejde er meningsfuldt. At jeg lever et liv, som er i overensstemmelse med den, jeg dybest set er. At det, der foregår, er virkeligt. Ikke påtaget, ikke overfladisk, ikke løgn. Jeg har en meget veludviklet bullshit detektor!
Nu føler jeg mig efterhånden i en position, hvor jeg faktisk kan indrette mit liv, så jeg kan tage vare på mange af disse behov og dermed have en god balance i mig selv, hvilket er essentielt for, at jeg trives. Det er simpelthen sådan en stor glæde at kende sig selv og at tage vare på sig selv (- for der kommer jo ikke nogen andre og gør det). Og bl.a. derfor synes jeg det er dejligt at blive ældre. Jeg synes faktisk bare livet bliver bedre og bedre. Og det handler rigtig meget om min kontakt til mig selv og dermed også min kontakt til andre mennesker.
Som du måske kan fornemme, har det været - og er stadig - en kæmpe rejse for mig at lære at kende, acceptere og elske mig selv, dybere og dybere. Nok også derfor er både mindfulness og compassion, nærvær og medfølelse, blevet et vandmærke i min terapi. Det har jeg planer om at skrive flere blogindlæg om...
Har du også følt dig anderledes? Har du også nogle ting, som du er glad for at vide om dig selv og som du ikke vidste for x antal år siden? Hvad er du ellers glad for ved at blive ældre?
"The real abandonment wound came when you abandoned yourself, because you thought, you needed to be different in order to be loved" (ukendt forfatter, set på facebook)