Jeg har lavet en video, som kredser om, hvordan vi møder (eller ikke-møder) os selv og især vores svære følelser. Jeg fortæller om et arrangement, jeg blev inviteret til, hvor værtinden specifikt italesætter, at man er velkommen, uanset om man har det dårligt, kun kan blive i et kvarter, ikke kender hende særlig godt, osv. Det gjorde mig så glad, for det fik mig til at føle at 'her kan jeg komme (og gå) og være, som jeg er'. Hvor befriende!
Ofte synes der at være mange (både ydre og indre) krav, der gør, at jeg nogle gange hellere bliver hjemme. Men jeg elsker at være i sammenhænge, hvor der er plads til at man kan være, som man er. Hvor folk tager masken af og er virkelige. Hvor de ikke behøver alkohol og stoffer for at føle sig frie. I min drømmeverden er der flere af den slags steder og sammenhænge! Der er mindre forstillelse og facade. Det kræver nok, at vi tør at møde os selv i højere grad og bliver fortrolige med at blive set i mere sårbare tilstande. Det er nemlig så dejligt at blive set! Når man bliver set med kærlige øjne.
Ja, så parallelen, jeg ser og prøver at sætte ord på i videoen er, at der er sammenhæng mellem den ydre verden og den indre. Hvis vi kan åbne døren for vores følelser, frem for at smække den i, når der dukker noget op, vi ikke bryder os om eller bliver bange for. Sige til dem: "Du er velkommen! Kom indenfor i varmen! Også selvom jeg ikke kender dig ret godt, - og også dig, som jeg kender rigtigt godt! Ja, kom bare ind! Kom ind og bliv så længe eller så kort, som du har lyst!".
Hvad enten det er vreden, sorgen, jalousien, frygten, usikkerheden eller en anden 'gammel ven'. Det lyder nemt, men det kan være virkelig svært. Det er så let at komme til at tage det ud i en relation, - at få det til at handle om en anden person eller situation. I stedet for blot at være med selve følelsen, selve smerten, indeni mig (og dig). Det er en mulighed for at møde sig selv kærligt der, hvor man ikke føler sig mødt. Der, hvor man plejer at distrahere sig, at fortrænge, at projicere, osv. At opdage (måske) at vores bevidsthed, vores vågenhed, vores væren ikke har præferencer. En smerte er lige så fin og værdig som en glæde. Dybest set handler det vel om at elske sig selv og det, der er, ubetinget. At tage imod det hele. At lade det komme og gå. Uden at dømme.
Det fik mig også til at tænke på Rumi's digt The Guesthouse. Måske du kender det? Ellers kommer det her:
This being human is a guest house. Every morning a new arrival.
A joy, a depression, a meanness, some momentary awareness comes as an unexpected visitor.
Welcome and entertain them all! Even if they’re a crowd of sorrows, who violently sweep your house empty of its furniture, still, treat each guest honorably. He may be clearing you out for some new delight.
The dark thought, the shame, the malice, meet them at the door laughing, and invite them in.
Be grateful for whoever comes, because each has been sent as a guide from beyond.
Rumi
Du kan se videoen, hvis du har lyst. Beklager, at den er lidt lang. Jeg har endnu ikke lært at redigere videoer :-)
コメント