top of page
Søg
  • Forfatters billedeAnne Novak

Om at følge sine forældre det sidste stykke

Opdateret: 30. apr. 2023

Der kommer en dag, hvor vores forældre dør og vi selv er “næste i rækken”. Nogle gange dør de pludseligt, nogle gange dør de langsomt. Man kan jo sige, at vi er heldige, hvis vores forældre bliver gamle, men alderdommen kan være forbundet med rigtig mange udfordringer. Jeg ved, at mange mennesker oplever noget lignende og derfor vil jeg dele min oplevelse. For at vi ikke skal føle os så alene med de ting, vi kommer ud for.


Min far døde for to måneder siden og min mor er efterfølgende, nærmest øjeblikkeligt, blevet dement. Min far var dement i 8 år, inden han døde. Han fik heldigvis en rolig og smuk død, og jeg følte, at jeg kunne være der og støtte ham i overgangen. Det er jeg meget taknemmelig for. Jeg kunne så tydeligt mærke vores kærlighed til hinanden og alt det svære, der også har været mellem os, var ikke længere relevant.


Mine forældre er begge faldet mange gange de seneste år og er kommet alvorligt til skade flere gange. Det er svært at sætte ord på, hvordan det er at se sine forældre blive så skrøbelige og forsvinde i den form, man kender dem… Det er svært at acceptere, at det er umuligt at beskytte dem mod fald og skader. Når de ikke selv mentalt evner at vurdere, hvad der er sikkert for dem og sanserne svigter. Det er en utroligt sårbar affære at være vidne til. Man bliver ydmyg.


Man kan blot vente på det næste opkald om, at de er faldet igen. Håbe på det bedste. Være der, så vidt det nu lader sig gøre med arbejde og børn, mens de langsomt heler efter brud og sår. Se hvordan de kognitivt forværres for hver gang, hvordan livsgnisten forsvinder. Jeg har fundet trøst i, at bede englene våge over dem og jeg har også følt, at det måtte være tilfældet. Der har været flere situationer, hvor min mor er faldet, hvor det kunne være gået meget mere galt, end det gjorde. Og der har altid været “jord-engle”, - almindelige mennesker, som kom forbi, som har hjulpet hende, tørret blodet væk og ringet efter en ambulance. Ventet sammen med hende til ambulancen kom. Jeg kender ikke disse mennesker, men det fylder mig med taknemmelighed, at de har været der, når jeg ikke kunne være der.


Når jeg ser et ældre menneske med rollator, aktiverer det nu min omsorg og beskyttertrang, hvor jeg før tænkte “Nå, der er en person med rollator!” - denne her mærkelige ligegyldige tilstand, vi nogle gange kan være i, i forhold til noget, vi ikke rigtig kan forholde os til. Vi ser ikke med hjertet, vi ser bare med “hovedet”. Jeg hørte om en opfindelse, der kunne give en simuleret oplevelse af at være ældre (sansetabet, de motoriske udfordringer, osv.). Vi burde alle sammen have en tur i sådan en!

For lige om lidt er det din mor eller far, der går der. Lige om lidt er det dig selv!


Virkeligheden er nu, at en tur til Netto kan resultere i en brækket næse, en brækket nakkehvirvel (nakkekrave på 24/7 i minimum 3 måneder) og et ansigt, der i udgangspunktet er forslået til ukendelighed. Her ville jeg sætte en broken heart smiley ind, hvis jeg kunne. For det er hjerteskærende.


I forhold til min mor, så gør jeg, hvad jeg kan for at hun skal føle sig “taget sig af”, - for at give en my tilbage af det, hun har givet mig. Men det er håbløst - det er et regnestykke, der ikke kommer til at gå op. Jeg varmer mig ved at se hende smile eller grine engang i mellem, som når jeg skal klippe hendes negle og det kilder hendes tæer… Lige nu er jeg et sted i livet, hvor jeg både klipper mine børns negle og min mors negle.


Livet er en udviklende oplevelse og der kommer flere og flere nuancer på, jo ældre man bliver. Det er med til at modne en, at skulle rumme svære ting, man ikke kan ændre på.


Det er som om fibrene i hjertets væv er nødt til at strække sig…

Eller hvis hjertet var en klippehule, så bliver hulen udgravet, den bliver dybere…


Det er et sted fascinerende, hvordan vi får lov at være i alle de forskellige roller og opleve tingene fra forskellige perspektiver. Være barn, være forælder, ja selv komme i en slags forælderrolle for sine egne forældre.


Under en meditation fik jeg en dag følgende “vision”:



Jeg lægger mig i hospitalssengen hos min mor og lægger mine arme rundt om hende.


Jeg er datteren, der putter mig ind til hende og jeg er moderen, der holder hende og vugger hende.


Jeg er englen, der lægger mine vinger rundt om hende og holder hende i et kærligt og blidt favntag.


Vi er alle kvinder i alle aldre i det øjeblik.


Vi udveksler moderens energi og barnets energi. Vi giver og vi tager i mod.


Lyset omslutter os. Vi healer hinanden.


Lige her kan jeg endelig mødes med min mor, på den måde, jeg altid har længtes efter.




Denne “vision” hjalp mig meget, for den hjalp mig til at rumme de mange aspekter, situationen rummer og gav mig en følelse af, at kunne gøre noget for at hjælpe og støtte min mor i hendes livsproces, i det sidste kapitel af dette liv.


Jeg ved ikke, om man kan blive klar til at følge sine forældre det sidste stykke vej, men jeg ved, at når det sker, så er der en mulighed for at komme tættere på noget væsentligt og en mulighed for at vokse ind i større medfølelse og en større nøgenhed med både livet og døden.



<3 <3 <3





93 visninger0 kommentarer

Comments


bottom of page